“Højlandskvæget har en fantastisk hukommelse, de kan kende lyden af en bil og ved om det er en Toyota Hilux eller blot en posten`s Renault der kommer forbi. Er det den første styrter alle op til foder pladsen helt fra den nederste del af marken hvor fra bilerne ikke kan ses. ”Torben Steen Hansen
Skotsk Højlandskvæg kan genkendes på lang afstand med de lange svungne horn og det lange pandehår der hænger ned over øjnene, og den tykke langhårede pels. Det hårdføre højlandskvæg er en af de ældste kvægracer, der har klaret sig i århundreder i det barske vejr i det skotske højland og på de skotske øer. Oprindelig var der to slags kvæg. Det græssende kvæg i det fjerntliggende højland, var større og havde rød pels, mens kvæget på øerne ud for vestkysten var mindre og almindeligvis sort. I dag regnes Skotsk højlandskvæg for en race varierende i farverne fra rød, sort, brun og gul til hvid.
Højlandskvægets tykke og noget pudsige pandelok skærmer mod vind, regn og sne og om sommeren yder den beskyttelse mod flyvende insekter. Højlandskvæget har en pels med dobbelt hårlag. Det ydre hårlag består af lange hår som kan blive 33 cm. Langt. Den fedtede og uldne pels holder regn og sne ude. Under den er der en blød ulden pels som holder dyret varm.
Dette er årsag til at ingen anden kvægrace har kunnet overleve og få kalve i det barske bjergterrænet i Skotland. Bliver det for varmt om sommeren smider højlænderen sin tykke overfrakke, der senere når det igen bliver koldt og fugtigt i vejret, vokser ud på ny. På grund af de to uldne frakker, har højlandskvæget ikke brug for et ekstra fedtlag for at holde sig varm, og derfor har kødet et lavere indhold af fedt og kolesterol samt et højt indhold af protein og jern i forhold til kød fra andre kvæg racer. Kødet produceres uden at det er nødvendigt at bruge dyrt proteinrigt foder.
Kvæget er fortrinlige til naturpleje da de med deres lange kraftige horn og brede muler rydder op i underskoven for uønsket krat som de fleste andre kvægracer nægter at rører, Denne form for oprydning gør det muligt for græsser og træer at genetablere sig.
Skotsk højlandskvæg er meget alsidig og har stor tilpasningsevne, dyr trives så langt nord på som Alaska og de kan ses græssende i 3000 meters højde i Andesbjergene.
Få dage før kælvningen går koen ud af flokken og finder et roligere sted hvor den vil kælve. Her bliver den i et par dage med den nyfødte kalv og der knyttes et uadskillelige bånd mellem moderen og kalven som gør at en kalv på lugtesansen hurtigt kan finde sin moder blandt mange køer i en flok.En ko med kalv er meget beskyttende, man skal derfor ikke gå helt hen til dem men holde en afstand på 10 m for ikke at skabe uro, hvorved moderen vil tage kalven med til et andet sted hvor der er fred.
Man kan ofte se en kalv ligge helt fladt med hovedet tæt på jorden, langt fra den græssende flok, på et godt tørt sted med lidt højt græs, men moder koen ved præcis hvor den har anbragt kalven og holder øje med om der er nogen der nærmer sig, sker dette kommer den straks nærmere for at se om man går uforstyrrende forbi.
Højlandskvæget har en fantastisk hukommelse, de kan kende lyden af en bil og ved om det er en Toyota Hilux eller blot en posten`s Renault der kommer forbi. Er det den første styrter alle op til foder pladsen helt fra den nederste del af marken hvor fra bilerne ikke kan ses.
Vi solgte i 2010 en ko med kalv til en gård ved Billund, men 1½ år efter ville de ikke have dyr længere og bad os om at købe dyrene tilbage. Da de blev lukket ud løb de gennem samtlige led direkte ned til strand engene hvor flokken græssede. Dette gør en Højlænder aldrig med mindre den kender stedet og hvor hegnet er placeret. Kommer en flok et nyt sted går de roligt rundt og følger hegnet, de er meget forsigtig og går ikke ud et sted hvor der er farer for at sidde fast fordi der er bundløst, men kan de mærke at der er fast bund går de gerne ud for at tage et kølende fodbad i en sø på en varm sommerdag. Højlandskvæget har et hierarki, hvert dyr kender sin plads i flokken og ved hvem man skal flytte sig for, de stærkeste har fortrinsret til at spise først og der må i vinter perioden fodres flere steder for at sikre at alle får nok. Skal flokken flyttes i vogn er det bedst at få de stærkeste dyr ind først for at holde ro på de andre, der ikke vil lade sig binde op, når det kan være en fordel at have muligheden for at kunne flytte sig for at undgå ballade.
